File:Niels Hansen Krog - "Knippel-Krog" (23321738896).jpg

Format: Fotopositiv Dato / Date: ca. 1910 Fotograf / Photographer: Ukjent Sted / Place: Trondheim

Wikipedia: Trekkspill

Digitalarkivet: Nils Krog (Folketellingen 1885), Nils Krogh (Folketellingen 1900), Niels Hansen Krog (Folketellingen 1910), Nils Hansen Krog (Thjems kom. folketelling 1925)

Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim Arkivreferanse / Archive reference: Tor.H49.B03.F29131

Merknad: Spillemann Niels Hansen Krog var født 21 april 1836 i Ribe i Danmark. I følge fortellingen om ham i Dagsposten 1911 kom han til Norge i "krigens år 1868". Dette må ha vært i 1864, da den Andre slesvigske krig mellom Danmark og Preussen endte med at store deler av Sønderjylland ble tysk. Han skal først ha kommet til Kristiansand, for så å ha oppholdt seg i Arendal en del år før han i 1872 kom til Trondhjem. I folketellingene finnes han registrert på Nidarlid (1885), i Korsgata 32 (1900), Øvre Bakklandet 3 (1910) og i Thomas Angells Stuer (Trondhjems Fattigvesen), Kongens gate 91 B (1925).

Historien om Nils Krog i Dagsposten nr. 380 (26.08.1911), artikkelforfatter Liska Michelet:

Et Livs Tragedie. Nils Krog.

Nu i September blir det 39 Aar siden Krog med sit Harmonium kom til Trondhjem. Datoen husker han ikke saa nøie, og det er jo ogsaa mindre væsentlig. Men 39 Aar er et langt Tidsrum for en invalid at kjæmpe den tunge Kamp for Tilværelsen, selv om man er "Spillemand". Der følger nok ikke bare Glæde med det Haandværk heller, for Udøveren da. Siden der i 1905 nedlagdes Politiforbud her i Byen mod at Folk gik rundt i Gaardene og spilte, er Krog Trondhjems eneste priviligerede Gademusiker. En kort Tid var der foruten ham, nemlig "Blinde-Mathias", men han har ikke været seet paalænge og er formodentlig død. Til at begynde med havde Krog mange "Medspillere", hvad her vil si Konkurrenter, baade Positivspillere med og uden Abekatter og dansende Dukker, - fløitespillende italienske Gutter - enslige Violinspillere, - for ikke at glemme omvandrende tyske Musikkorps, hvis Medlemmer ofte var meget paatrængende i sine Krav om Honorar for Musikydelsen. Den bebreidelse skal dog ikke gamle Krog ha. Beskeden og stilfærdig kommer han ind i Gaardsrummet, sætter sin Stok fra sig, om Vinteren i Sneen, om Sommeren ind mod Væggen, og saa begynder han at spille. Da blir der Uro i Huset! Alle titter ud af Vinduerne, der slaaes i Dører, der springes i Trapper, og snart er Gaardens samtlige Barneflok, beundrende forsamlet i Halvcirkel rundt om Krog. De holder sig helst paa Afstand. Hans store markerede Træk kan nok indgyde Respekt. De synes, han ser lidt bister ud, hvad imidlertid kun ligger i hans Ydre, for han er tvertom svært glad i Barn, - notabene snille Barn. Til dem har han altid et venligt, spøgefuldt Ord; men der findes her som overalt slemme Barn, der raaber efter ham og er ubehagelige, og det skulde ingen gjøre, for Krog har havt det tungt nok i Livet alligevel, om han ikke skulde spottes paa sine gamle Dage.

"Alle kjender ham" Hele Trondhjem kjender og ved hvem Krog er, selv om han en sjelden Gang sees uden sit Harmonium, der nu er medtat af Aarene, og kanske ikke saa harmonisk længer. De gamle kjender ham, har set ham gaa slig deres halve Levetid, de middelaldrene synes at ha set Krog uforandret fra deres tidligste Barneaar. Barna raaber glad "Spillemand", - "Spillemand" og følger ham delvis fra Gaard til Gaard for at være med paa Musikydelsen længst mulig. Det er ogsaa Barna som overrækker Pengene, men de trækker hurtig Haanden tilbage, vistnok ræd for, at der bag dette ydre skal skjule sig en eller anden af disse Eventyrets Sagnfigurer, som deres Fantasi foregjøgler dem, men som trods Skrækken alligevel øver sin Tiltrækning paa dem. Der vanker i 1-Ører, 2-Ører, 5-Ører, og naar man er rigtig "flot" Sølv, og Krog takker høflig for det mindste, baade naar han faar, og naar han gaar, da letter han paa Huen, lar blikket glide rundt Gaardens Vinduer og forsvinder stilt, som han kom. Men de færreste har kanske siddet bag Kuliserne. Hvad der er gaat forud for den Tid, Krog kom til Trondhjem, er kanske idetheletat ikke skjænket en Tanke? En "Fortid" er bestandig interessant, om ikke altid for den, der har oplevet den, saa desto mere for dem, der hører derpaa. De, der har talt med Krog, vil høre, at han har bevaret sit danske Morsmaal forbausende godt, trods sin lange Udlændighed. Han er nemlig født i Ribe i Danmark 21de April 1836.

Moren var baronesse Hans Forældre, ja - her kommer Romantiken! Hun var Baronesse og Datter paa "Slottet". Han var Tjener paa samme "Slot". Begge var unge, smukke og let antændelige. De blev forelsket i hinanden, - for Alvor! Forældrene negtede sit Samtykke. Der blev Taarer, Scener og Opsigelse for Tjenerens Vedkommende, men de unge Hjerter var standhaftige. Saa løb "Hun" bort med "Ham" en silde Aftenstund, blev paa Grund heraf forstødt af Forældrene og gjort arveløs. Men -, den altid lige ubegribelige Kjærlighed holdt Stand. Baronessen og Tjeneren giftede sig, Baronessen delte Tjenerens smaa Kaar, blev en god Mor for 5 Børn, og forblev trofast til sin Dødsdag. Dette er de ydre Omrids, men som ofte ellers, hvor Ulige kommer sammen, saa ogsaa her. Der var nok ikke bare lyse Dage! Naar Hverdagslivets Trivialitet begynder, indfinder Bekymringerne sig, og da viser det sig, hvad Slags Stof, der er i begge Parter. Her holdt "Han" ikke Maal, plaget hende desuden med unødig Jalousi og beskyldte hende - men med Urette - for, at Nils, den ældste Gut, ikke var hans egen Søn. Herunder fik Gutten lide i hele sin Opvækst. Naar hertil kom, at Nils's høire Haand og Arm var vanskabt fra Fødselen af, ligesom han fik Skade i sit ene Ben, kan man let forstaa, hvor tunge Barneaarene blev, og endnu tungere den Tid, da hun skulde kunde begyndt at gjøre Nytte for sig.

Jaget hjemmefra En Høstaften - Nils var 15 Aar dengang - ytret Farens slette Humør sig værre end vanlig, og han jaget i Raseri Nils ud fra Hjemmet. Det var en mørk Aften med Storm og Regn, rigtig Uveir, og den skrækkelige Nat og de Dage, der fulgte lige efter dette, vil gamle Krog helst ikke tale om. Fortvilet og hjælpeløs stod han der. Hvad Arbeide skulde han med sit vanføre Legeme opnaa at faa? Han sluttet sig til et omreisende Panorama, og drog i flere Aar omkring hermed, et Liv, som han i sit Indre afskyet. Sin Far saa han aldrig mere, afbrød en Tid al Forbindelse med Hjemmet, og det Angerbrev, Faren sendte ham, naadde aldrig frem. Paa sit Dødsleie led Faren de forfærdeligste Samvittighedskvaler ved Tanken om den Uret, han havde begaat mod sin Søn. Hans Blik var stadig rettet mod Døren i Haab om, at Sønnen skulde komme, saa han fik gjort ham Afbigt og sagt ham Farvel. I Krigens Aar 1868 reiste Krog til Kristianssand for at lede efter sin Søsters Mand, der havde deltat i Krigen, og fra hvem de ingen Efterretning fik. Denne var imidlertid falden, og ligger begravet sammen med andre Faldne ved Kristianssand. Krog blev i Norge, begyndte sit omflakkende musikliv. Han holdt først til Søndenfjelds hvoraf en længere Tid i Arendal, men kom i 1872 hid til byen. Her giftet han sig efter nogle Aars forløb, og havde det ganske bra en Tid, men saa blev hans Hustru Sindssvag, hvormed fulgte megen Nød og Elendighed. Hun er nu død. "Ofte", siger Krog, "har jeg rent ud sultet og sogar søgt min Føde i søppelkasserne, og om I vidste hvor dette musikliv byr mig imod." En Tid ledsaget han ogsaa sit Harmoniumsspil med Sang, men nu er Stemmen gaat Træt. Aa ja, det maa ha været hardt for denne 75-Aarig vanføre gamle, i al slags veir og føre og gaa slig fra Hus til Hus og spille penger ind til livets Ophold, især naar man ved at hans Natur er meget fintfølende og Stolt, og at hans Interesser ligger høiere. Historie og kulturhistorie er hans stærke Side. Hans hukommelse paa det Omraade er udmærket, og han har fulgt godt med tiden. Ofte kan man se Krog i sin bedste puds besøge Arbeiderakademiets forelæsninger, naar Temaet streifer hans Interesser, og en bedre Tilhører har neppe foredragsholderen da. Blomster elsker han, dyrker flere potteplanter i sit lille Vindu, og sørger for, naar leilighed gives, at plukke markblomster til sit blomsterglas. Ved Høitiderne er det altid tunge dager for ham, sier han. Da strømmer Minderne fra de tunge slidsomme omvankeraar i Danmark. En Gang har han været dernede siden han i 1868 forlod Fædrelandet. Men mange af hans nærmeste var Døde, hans Slægt ellers var spredt, og hvad han der havde lidt og gjennemgaat, stod altfor levende for ham til, at han kunde ha glæde af Opholdet. Derfor har han aldrig siden villet reise did paanyt. Kanske Trondhjems publikum, naar dette er læst, ser med andre Øine paa den hæderlige gamle Spillemand, hvis Liv har formet sig saa tungt og trist helt fra den tidligste barndom, og hvis evner og lyst stilede mod ganske andre Maal.

Bildet er også gjengitt i Wilhelm K. Støren (red): Minneboken om Trondhjem (Trondheim 1955) s. 245 med følgende billedtekst:

I slutten av forrige og begynnelsen av dette århundre var Knippel-Krog en av byens store originaler. Hans navn var Nils Krog, og han kom antakelig omkring 1870 til Trondhjem fra Sønderjylland, hvor kniplinger var et nasjonalprodukt. Han var selv knipler, og søkte å ernære seg som sådan, men forholdene var ikke gunstig for et slikt håndverk her i byen. Han vakte hurtig folks nysgjerrighet, og det oppsto gjennom årene tallrike historier om ham, bl. a. om hans fyrstelige avstamning. Han ble gift i Trondhjem, og det fortaltes da straks at hans brud hadde sagt "Jeg angrer meg" da de forlot kirken etter vielsen, men at Knippel-Krog svarte "Gjort er gjort!". Da hans kniplinger ikke kastet nok av seg til livets opphold, begynte han å gå rundt i byen og spille trekkspill, noe som ble vanskeliggjort ved at han hadde deformerte hender, etter hva han sa et resultat av deltakelse i krigen i 1864. På sine gamle dager fikk han plass på kommunens gamlehjem, hvor han døde i 1920-årene.

Kilde: Wilhelm K. Støren (red.): Minneboken om Trondhjem - en kavalkade i tekst og bilder fra 1840 til idag (Ødegaards forlag 1955) s. 245.