Chessboard stones

Skakbrætsten

I Danmark blev der i Middelalderen bygget 1728 kirker. Heraf blev 712, især i Jylland, bygget af granitkvadre, som er tilhuggede, retvinklede granitsten.

En skakbrætsten er en kvadersten, der har mørke og lyse tern som på et skakbræt. Mønsteret er fremkommet ved at stenhuggeren har ridset overfladen ru med spidshammeren, hvor der skulle være lyse felter, og ladet den stå, hvor der skulle være mørke felter. I nogle tilfælde er de lyse felter hugget så dybt, at der er dannet et relief.

Placering

Skakbrætstenene kan sidde på alle kirkens bestanddele: skib, kor, apsis, tårn og våbenhus. De kan sidde i alle 4 verdenshjørner og i alle højder lige fra soklen til tagkanten. De er ikke som kalkmalerierne en del af kirkens indre udsmykning, for de sidder på ydersiden af muren. Undtagelserne herfra kan forklares med ombygninger som fx tilbygning af et våbenhus, der kommer til at dække over skakbrætstenen. Eller stenen kan være flyttet fra sin oprindelige plads i forbindelse med at kirkens mure er sat om.

Udbredelse

I Danmark findes stenene i et område fra Aarhus mod nord og nordvest til Himmerland, Viborg-egnen, Salling, Han Herred og Thy. Hertil kommer to i Vendsyssel og en på Bornholm. Desuden findes stenene i et 100 km bredt bælte i Tyskland og Polen på hver sin side af floden Oder. Endelig er der et par skakbrætkirker på Växjö-egnen i Sverige.

Inden for hvert område ligger skakbrætkirkerne ret spredt. Himmerland er det område, hvor de ligger tættest, men her er det alligevel kun hver femte kvaderstenskirke, der har skakbrætsten (21 ud af 104). Oftest har kirken kun én, men der kan være flere: Sønderhå i Thy har 4, Herzberg i Tyskland har 9.

Tænkelige formål

Ingen skriftlige kilder kan belyse skakbrætstenenes formål, så det er nødvendigt at benytte arkæologisk metode og forsøge at se hvad stenene selv kan fortælle. Danske og tyske forskere har haft mange forskellige bud på formålet. De falder i 5 grupper:

Politisk

Tyske forskere peger på en mulig forbindelse med fyrsteslægten Askanierne, der havde hvide og sorte felter i deres våbenskjold. Der er dog ikke noget tydeligt sammenfald mellem Askaniernes landområde og skakbrætstenenes udbredelsesområde.

Religiøst

Et religiøst formål er der mange bud på, for skakmønsterets lyse og mørke felter kan også symbolisere andre modsætninger: godt og ondt, liv og død, Guds rige i Himlen og på Jorden, Gud og Djævelen.

En dansk skribent fortæller, at almuen betragter skakbrætstenene som "Fandens spillebræt", der skal minde de indtrædende om at livet er et spil på godt og ondt. Et sagn fra Sønderhå i Thy beretter, at Djævelen generede byggeriet af kirken ved hver nat at rive det ned, som var opført i dagens løb. Men bygmesteren kendte Djævelens trang til spil og lavede et skakbræt til ham, og siden var Djævelen så optaget heraf, at byggeriet uforstyrret kunne fortsætte. Et andet sagn beretter, at Djævelen spillede med Gud om bygning af kirken, men tabte partiet og skakbrættet, som så blev muret ind i kirken til minde om spillets lykkelige udfald.

Selv om skakbrættet altså forbindes meget med Djævelen, er der også positive tolkninger: En tysk historiker mener at skakbrætstenene skulle holde onde ånder borte, idet ternmønstret har form som et net eller gitter og kan ses som uhelds- og ondskabsafværgende. En dansk præst har bygget videre på denne tanke og påpeget at mønsteret består af små kors, som skal værne mod det onde, de onde magter, de onde øjne.

Endnu en religiøs tolkning er at mønsteret refererer til den rist, Sankt Laurentius blev stegt til døde på - det var et hyppigt motiv på kalkmalerier.

Fagligt

En tysk tolkning er at mønsteret var et laugsmærke for stenhuggerne, og en dansk kirkearkitekt har foreslået, at stenene kunne være en duelighedsprøve.

Dekorativt

Hverken tyske eller danske forskere har foreslået et dekorativt formål med skakbrætstenene, men de ligner heller ikke den righoldige stenornamentik, som Middelalderens stenhuggere ellers kunne præstere.

Spillebord

Endelig er der den mulighed, at stenene har været spilleborde, som stenhuggerne har spillet skak på i deres fritid. Den teori har i Danmark haft adskillige tilhængere, hvoraf den mest prominente var Mouritz Mackeprang, der var direktør for Nationalmuseet 1922-1938. Han skrev i 1948 om skakbrætstenene: "Nogen dybere betydning skal man sikkert ikke tillægge dem. Som adskilligt andet er de nok et produkt af stenhuggerens fritidssyssel."

Spillebordsteorien er stort set ikke-eksisterende i Tyskland. Det hænger nok sammen med at de tyske og polske skakbrætsten er mindre end de danske og har færre rækker og kolonner. Tyskerne har altså kun mindre brudstykker og ser ikke et helt skakbræt for sig, som man gør ved de bedste danske sten, hvor man med helt op til 8*16 tern kan se ikke bare ét, men to skakbrætter i forlængelse af hinanden, så man kan forestille sig 4 stenhuggere, der spiller på én gang.

Spillebordsteorien adskiller sig fundamentalt fra de andre 4 tænkelige formål: Hvis stenene var spilleborde, skulle ternmønstret kun bruges af stenhuggerne selv i den begrænsede periode, hvor de opførte kirken, og det var egentlig ikke meningen at andre skulle se mønstret, men det er vi alligevel kommet til. Derimod indebar de andre formål, at mønstret netop skulle ses af kirkegængerne, både dengang og senere.

Så det spørgsmål stenene nu selv skal besvare, er om deres placering og udførelse tyder på en privat, midlertidig anvendelse eller på formidling af et budskab til samtid og kommende slægter.

Budskab?

Stenene kan jo sidde hvor som helst på kirken, men tyske forskere lægger vægt på, at de er anbragt synligt på hjørner og portaler. Det tager forskerne som bevis på, at stenene har haft et budskab. Men det er hovedsageligt i Tyskland og Polen, skakbrætstenene sidder på hjørner og portaler - i Danmark er der kun 4 eksempler på det.

Denne forskel er der en geologisk forklaring på. Det nordlige Jylland ligger tættere på de norske fjelde, så isen har ført mange store granitblokke med sig. Derfor kunne man bygge små landsbykirker udelukkende af kvadersten - der var sten nok at tage af. Så heldige var tyskerne ikke, så de tysk/polske kirker er opført af mere blandede materialer, hovedsagelig "kløvet kamp", dvs. mindre marksten, som kløves midt over, så man får to plane flader, der vendes udad i muren. Det er et svagere byggemateriale, men isen har ikke været så gavmild med store granitblokke i Oder-området. Skakbrætsten, som ikke er af granit, men af sandsten og andre blødere bjergarter, forekommer hyppigere i Tyskland og Polen end i Danmark.

De få granit-kvadersten, som tyskerne rådede over, er anbragt der hvor det var vigtigst at bygge solidt, nemlig på hjørner og portaler. Som spillebord valgte man selvfølgelig også en af de største kvadersten, og den kom senere op på muren og var med til at forstærke et hjørne. Skakbrætstenene sidder der altså for at forstærke hjørnet og ikke for at være specielt synlige, hvad de heller ikke er. En lille statistik over de 16 tyske hjørne-skakbrætsten viser at kun 4 af dem sidder nogenlunde i øjenhøjde.

Stenenes vidnesbyrd

Halvdårligt håndværk

BISLEV-stenen er en af de største og flotteste skakbrætsten i Danmark, men er det ordentligt håndværk? Ternene bliver større og større og mere rektangulære mod højre og nedad. Det er typisk for skakbrætstenene, at ternene er uregelmæssige, ikke lige store og ikke kvadratiske, sommetider rektangulære, men stadig ikke helt retvinklede. De 16 kolonner er ikke lige brede. Middelalderens stenhuggere kunne ellers sagtens have lavet dem lige brede, for de kendte passer og lineal, så de kunne finde midtpunktet af en linje, og så er det bare at halvere: 16, 8, 4, 2, 1. Men det har åbenbart ikke været vigtigt at lave præcisionsarbejde.

Hvad betyder den halvdårlige håndværkskvalitet for vores tænkelige formål med stenene? Den er nok årsag til at ingen har tillagt stenene en dekorativ funktion, men den ville også trække ned hvis stenen skulle ligne et malet våbenskjold og hylde fyrsteslægten. Og hvis man i fuld alvor troede på at netmønstret kunne beskytte kirken mod onde ånder, var det vel heller ikke lige meget om ternene blev så store at de onde ånder kunne slippe gennem nettet? At stenen skulle være en svendeprøve, er helt udelukket - der må man forvente perfekt håndværk. Mesteren ville heller ikke sætte en sten af den kvalitet op som et mærke for stenhuggerlauget. Så kun ved ét af de 5 tænkelige formål ville kvaliteten være underordnet, nemlig hvis stenhuggerne bare selv skulle bruge stenen til at spille på. Hvis hverken mester eller svende kunne være bekendt at lave sådan et stykke arbejde, er det nærliggende at antage, at det er lærlingene, der har fået lov til at hugge skakbrætstenene for at øve sig med spidshammeren.

Mønstret ikke oprindeligt tiltænkt muren

Næsten alle skakbrætsten er kun et brudstykke af et eller flere skakbrætter. Fx har stenen i NORS 15 hele kolonner plus en halv kolonne i den venstre ende. Det fortæller os, at stenen er hugget til for at passe til det hul i muren, som den skulle udfylde. Men forinden, da den lå på jorden og havde en anden funktion, må den have haft en hel kolonne i stedet for den halve.

Et af de tidligste vidnesbyrd om skakbrætsten i Danmark kommer fra skolelærer J. Christensen fra SAHL ved Kjellerup. Han indberettede i 1839 til Nationalmuseet, at der i Sahl Kirke er indmuret en "sten, meget lig et skakbræt...På de 3 sider synes af stenen en del at være borthugget, da ruderne ikke har deres fulde størrelse." I tråd med det skriver den danske forsker Poul Pedersen, at stenene "under selve byggeaktiviteten kan have ligget vandret for først ved byggeriets slutning at blive indføjet i kvadermuren...Det kunne også forklare, at adskillige af skaktavlerne virker "beskårne" i den ene side eller foroven - en nødvendig tilpasning til omgivelserne".

Poul Pedersen tager dog fejl i at stenene først er indføjet i muren ved byggeriets slutning. Så ville de jo allesammen sidde i den øverste række lige under tagkanten. Men de kan sidde hvor som helst i muren, også helt nede ved soklen, så det kan være sket når som helst under byggeriet, at man har sat skakbrætstenen op på muren, fordi bønderne ikke havde fået slæbt tilstrækkeligt mange store sten ind til byggepladsen. Ved at ofre spillebordet undgik man at byggeriet gik helt i stå, og man kunne bare sætte lærlingen til at hugge et nyt spillebord, når der kom sten igen.

Kun mønster på én side af hjørnesten

De 4 danske skakbrætsten, som sidder på et hjørne, fx de 2 i TILST, har kun ternmønster på den ene af de synlige sider. Det gælder også uden undtagelse for de 17 hjørnesten i Tyskland. Det afslører skakbrætstenenes formål. Hvis de skulle gøre reklame for en fyrstefamilie eller for stenhuggerlauget, ville reklamen da være dobbelt så god, hvis den kunne ses fra to sider. Hvis stenene skulle holde Djævelen og onde ånder væk, ville det være dobbelt så godt at have beskyttelse i to retninger. Hvis stenene bare skulle være dekorative, ville det være dobbelt så flot med mønster på begge sider. Kun hvis stenene oprindeligt har været spilleborde og ligget vandret, da mønsteret blev lavet, giver det mening at der kun er mønster på bordpladen, men ikke ned af siderne, som man ikke kunne spille på.

Kombineret med andre spil

En af de mest spændende af de danske skakbrætsten er den i POULS KIRKE på Bornholm, som forøvrigt også er en hjørnesten. Den har ikke alene to spillebrætter, men man kan vælge mellem skak og backgammon, som også var kendt i Middelalderen. Selv historikeren Jens Vellev, der er den mest fremtrædende danske modstander af spillebordsteorien, må medgive at stenhuggeren "primært har haft fænomenet spil i tankerne". Også i Tyskland findes en sten med to spil. Den øverste af de to skakbrætsten på Schmargendorf kirke har til højre et skakbræt og til venstre et rudermønster - det brugte man i Middelalderen til at spille dam på.

Mønster forsøgt slettet

Lærer Christensen i Sahl fortsatte sin indberetning til Nationalmuseet med at referere et sagn om at skakbrætstenen (SAHL) "af bygmesteren har været anvendt til at spille skak på med sine folk, men da han hørte at der just begyndtes med Gullev kirkes bygning, strøg han figurerne bort, og dermed blev det særegne hjørne." "Figurerne", som han kalder dem, kan næppe være andet end ternene, så meningen må være, at da stenhuggerne skulle videre for at bygge nabokirken i Gullev, begyndte mesteren at hugge skakternene væk, men han nåede kun at gøre det i et hjørne.

At man vil hugge mønstret væk efter endt byggeri, bekræfter at det er lavet til stenhuggernes eget brug og ikke er noget som en bygherre har bestilt. Der kan være to grunde til at man ville fjerne det: at det som nævnt var dårligt håndværk og at det afslørede stenhuggernes spillelidenskab, som nemt kunne forbindes med djævelskab.

I flere andre kirker ser vi at dele af mønsteret - altså de mørke felter - er hugget væk: BISLEV, BEJSTRUP, ROUM, VOGNSILD og ØRUM samt MOHEDA i Sverige.

Genbrug af kasseret sten

Hersom Kirke er ikke den eneste, der har mere end én skakbrætsten, men den er den eneste kendte, hvor to skakbrætsten har samme farve og mønster og tydeligvis stammer fra samme blok. Hvis man lægger de to sten sammen, får man et dobbelt skakbræt med 16 kolonner og 8 rækker. Og vi kan rekonstruere forløbet: Da man lagde 4. skifte på skibets nordside, opstod der mangel på sten, så man måtte ofre spillebordet og hugge det i to stykker. Det store stykke med 10 rækker og skakbrættets 8 kolonner blev til HERSOM 1. Det lille stykke med 6 rækker og 8 kolonner kom i skærvebunken. Da man nåede til 7. skifte på korets sydside, opstod der igen mangel på sten, og man hentede det lille stykke frem igen. Skiftets højde var lavere, så de 6 rækker passede til HERSOM 2, men der var ikke plads på muren til 8 kolonner, så 1 måtte hugges af.