File:Frederik Gottschalk Haxthausen Due (1796 - 1873) (16759514929).jpg

Format: Kolorert tresnitt Dato / Date: Ukjent Kunstner / Artist: Ukjent

Wikipedia: Frederik Due (1796 - 1873)

Geni: Frederik Gottschalk Due (1796 - 1873)

Eier / Owner Institution: Trondheim byarkiv, The Municipal Archives of Trondheim Arkivreferanse / Archive reference: Tor.H49.B04.F23992

Merknad: Medfølgende billedtekst:

Statsminister Due.

At være sat til at beklæde Samfundets højeste Stilling nærmest Thronen i en lang Række af Aar, uden at give Misundelsen eller Bagvaskelsen Lejlighed til Angreb, er den sjeldne Lykke, som faldt i den nylig afdøde Statsminister Dues Lod. I et offentligt Liv, der strakte sig gjennem et halvt Aarhundrede, vandt han alle Ærens Udmerkelser og Magtens Indflydelse, men ingen Fiender. Tildels hang dette vel sammen med hans høje Stillings mere sociale end politiske Natur; men for en større Del skyldtes det utvilsomt hans Personlighed, hans rene Karakter og hans fine Kløgt. Frederik Gottschalck Due var født i Throndhjem den 14de April 1796. Faderen var Kjøbmand og hollandsk Konsul der i byen og gift med Pauline Heltzen, en Datter af Konferentsraad Heltzen.

I Aaret 1809 blev han optaget som Kadet ved Artilleriinstitutet i Kjøbenhavn, hvorfra han i 1813 gik ud som Sekondløjtnant ved Artillerikorpset med Anciennetet fra 15de Juli 1811. I Aaret 1815 blev han udnævnt til Adjutant hos den et Par Aar yngre Arveprins Oskar, i hvilken Egenskab han fremdeles vedblev at fungere, efterat Prins Oskar ved Karl XIII's Død var bleven Kronprins. Han gjorde hurtigt Karriere paa den militære Løbebane; 1ste Januar 1818 fik han Udnævnelse som Premierløjtnant i Artilleribrigaden, 4de Juli 1819 - Kronprins Oskars Fødselsdag - utnævntes han til Kaptein i Armeen og allerede 3 Aar senere til Major, medens han samtidig i disse faa år var bleven dekoreret med Sværd- og Nordstjerneordenens Ridderkors og ansat som Rigsherold.

Efterat det ved kgl. Ref. af 9de Juli 1822 var bleven bestemt, at Chefen for den norske Statsraadsafdelings Kancelli i Stockholm for Eftertiden skulde have Titel som Statssekretær, idet man, vel ikke uden politiske Sidehensyn, ønskede at skaffe den norske Embetsmand i Stockholm jevnbyrdig Rang med de tilsvarende svenske Embedsmænd, blev Due under 3dje Oktober s. A. konstitueret i det nævnte Embede, i hvilket han fik fast Udnævnelse den 13de April 1823, i hvilket Aar han ogsaa blev Medlem af Konvojkommissariet i Stockholm.

De flæste Læsere har vistnok en lidet klar Forestilling om, hvilken inflydelsesrig og betydningsfuld Stilling det var, den 20aarige Hofmand blev udnævnt til, idet han ansattes som Statssekretær i Stockholm. Hans Stilling kan i Korthed betegnes derhen, at han mest af alle havde Kongens øre, uden at have noget konstitutionelt Ansvar. Paa Grund af sin Færdighed i det franske Sprog, var det nemlig Statssekretær Due, som foredrog alle norske Anliggender og Expeditioner for Kongen i Enrum, hvorefter de, som Statsraad Vogt udtrykker sig i sine Optegnelser, " i al Knaphed afgjordes af den fransktalende Kong Karl johan i et Statsraad". Det er maaske den afdøde Statsministers største Ros, at han aldrig vides at have misbrugt denne sin fristende Magstsilling i et Tidsrum af vor konstitutionelle Historie, da Misbrug af denne Art, hvorom her kunde være Tale, paa Grund af Forholdenes Medfør var lettere udførbare, end de nu for Tiden kunde være.

Efterat Due i næsten 20 Aar havde staaet paa denne Post, blev han den 27de Februar 1841 udnævnt til Statholder Løvenskjolds Eftermand som Statsminister. Kaldet til denne høje Stilling af Kongens Tillid, blev han ogsaa fulgt did af Folkets. "Hr Due er," sagde en af Datidens Publicister i Anledning hans Forfremmelse, "den første borgerlige Statsminister; vor hendøende Adelsinstitutions Levninger ere af Regjeringen blevne plejde med Forkjærlighed, og vi se i Statsmininsterens Udnævnelse et Tegn til mere konstitutionelle Sympathier."

Den nye Statsminister skulde snart komme til at føle Forskjellen mellem sin tidligere ansvarsløse og sin nuværende ansvarlige konstitutionelle Stilling. Den første større Sag, som forelaa til Afgjørelse efter Dues Tiltrædelse til Statsministerembedet, var diplomatiske Forhandlinger med den danske Regjering angaaende Værditarifen for Øresundstolden. Efterat en allerede tidligere mellem Storbritanien og Danmark i denne Henseende udstedt Deklaration var bleven tiltraadt (19de Juni 1841) for de forenede Rigers Vedkommende, blev det ved kgl. Ref., falden i et norsk-svensk Statsraad i Stockholm kort efter, men uden at den norske Regjerings Betænkning derover i Forveien var bleven indhentet, bestemt, at der ved Overenskomst med Danmark skulde følges tilvejebragt Rettelser og Forandringer adskillige Punkter udenfor Deklarationen, og to svenske Mænd blev i dette Øyemed sendte som Underhandlere til Helsingør, hvor samtidig en storbritannisk Befuldmægtighet drev Underhandlinger i samme Anliggende med Danmarks Kommissærer. De Anliggender, hvorom der underhandledes, var viktige for Norges Skibsfart og Handel, og den norske Regjerings Medlemmer fandt derfor, skjønt der intet var at utsætte paa de valgte Underhandleres Dygtighed og Indsigt, Anledning til at anke over, at Sagen havde kunnet forberedes og overvejes i Sverige, men ikke i Norge, fordi dettes Regjering næsten var bleven holdt udenfor samme, og der ingen Anledning var givet til at sende en særlig norsk Kommissær til Helsingør som Underhandler.

En Mængde Betænkninger og Indstillinger blev nu vexlet mellem Kristiania og Stockholm, dels angaaende Ratifikationen af den efter en Maaneds Underhandlinger afsluttede Konvention af 23de August 1841 (* En udførlig Fremstilling af hele denne Sags Historie kan læses i I. H. Vogts "Optegnelser", S. 223-233); og Resultatet blev med Hensyn til Norges Stilling til deslige Sager en viktig kgl. Resolution af 28de Maj 1842, hvorved det bestemtes, at Spørgsmaal om Ratifikation af Handelstraktater og Konventioner mellem de forenede Riger og fremmede Magter for Fremtiden skulde foredrages i sammensat norsk og svensk Statsraad.

Hermed var dog ikke Sagen ganske op- og afgjort for den i Stockholm værende norske Statsraadsafdelings Vedkommende. Efter Regjeringens Afgjørelse kommer Storthingets, og Protokolkomiteen i 1842 fandt, at Norges Interesser ved Forberedelsen af Øresundstraktatens Revision var blevne saa slet varetagne, at Komiteen indstillede til Storthinget at beslutte Tiltake for Rigsretten mod Statsminister Due og hans Kollega Statsraad Schouboe. Denne Instilling blev imidlertid paa Grund af forhaandenværende Omstændigheder ikke bifaldt af Odelsthinget, som dog i sin Udtalelse formente, "at der var Føje til at andtage, at de to nævnte kongelige Raadgivere havde undladt at iagttage Loven og Rigets Værdighed." Med en Indberetning til Kongen om denne Odelsthingets Beslutning, der for en Del hvilede paa mangelfuld Oplysning om de to Statsraaders virkelige Stilling, var Sagens Historie afsluttet, og Statsminister Due og hans Kollega blev siddende paa sine Taburetter.

Naar undtages denne ene Gang, tro vi ikke, at Dues Embedsgjerning senere nogensinde gav Anledning til en anden Opfatning end den, som var den raadende, da han den 16de Decbr. 1858 erholdt Afsked fra sin høje Stilling, nemlig at han altid efter bedste Evne hadde søgt at fyldestgjøre de Forventninger, der fulgte han til Statsmininstertaburetten. Med Fædrelandets Vel for Øje i enhver Sag, hvor hans Raad blev krævet, viste han sig som en klog og taktfuld Mand, der i lige Grad havde og fortjente Kongens og Folkets Tillid. Hertil kom, at han som Norges Repræsentant i den svenske Hovedstad bestandig havde et aabent Blik for de Krav, der stilledes til han i Kraft af det franske Ord om, at "Adelskab forplikter." Hvad han gjennem sin Person eller sit Hus i Aarenes Løb udrettede i Stockholm for at hævde Norges Ære og Hæder, var maaske ikke den mindst betydningsfulde eller frugtbringende Side af hans Virksomhed der, saavist som det er den, der sidst vil glemmes af de Nordmænd og Svensker, som havde Lejlighed til at aflægge Besøg i hans og hans fintdannede Hustrus Saloner, hvor Livet maaske mindre prægedes af Glans og overdaadig Pragt, end af hjertelig og sand Velvilje, en udsøgt Dannelse og en Aabenhed for alle gode og skjønne Interesser, som alt i Forening gjorde den norske Statsministers Hjem i Stocholm til et Samlingssted for de bedste Krætser, enten deres Adkomst til Selskabet nu hvilede paa solid Rigdom, gamle Vaapenskjold ellerandelig Dygtighed og kunstnerisk Snille.

Da under Kong Oskar den førstes sidste Leveaar Sygdom nødte Kongen til at overlade Regjeringen til sin ældste Søn som Prinsregent, bemærkede han strax en vis livlig, enkelte kaldte det ungdommelig Kraft, i den øverste Styrelse, hvis første og mest iøjnefaldende Tegn sporedes i Personalforandringer i de forenede Rigers højeste diplomatiske og administrative Stillinger. Grev Manderstrøm blev om Sommeren 1858 kaldt hjem fra Gesandtskabsposten i Paris og stillet i Spidsen for Rigernes Udenrigspolitik, og udpaa Høsten og Vinteresn samme Aar fik Norge den sjeldne Oplevelse af en virkelig Ministerkrise. Den gamle, erfarne og indflydelsesrige Statsraad I. H. Vogt følte, fra hvilken Kant Vinden blæste, gog søfte med nogle lakoniske Ord sin Afsked; og nogle Uger efter, da Ministeriets Rekonstuktiopn var sikret, fulgte hans mangeaarige Kollega Statsminister Due hans Exempel, idet han søgte og den 16. Decbr. 1858 erholdt Afsked fra sit hidtilværende Embede med Bevidnelse af Kongens særdeles Tilfredshed med den udmærkede Maade, hvorpaa han i 17 Aar havde udfyldt sin ansvarsfulde Stilling. Statsminister Due maatte, som bekjendt, vige Pladsen for sin Svoger Sibbern, men trak sig dog ikke tilbage fra Statslivet, idet han nemlig overtog Gesandtskabsposten for de forenede Riger ved det østerrigske og bayerske Hof. Oprindelig havde det nok været paatænkt at sende vor Landsmand som Gesandt til Seinen instedenfor til Donau, og det hed endog dengang, at ikke blot Due havde modtaget denne Stilling og forberedt sig til Afreisen, men at selve Udnævnelsen var bleven notificeret Hoffet i Tuillerierne gjennem dets Minister i Stockholm. Den hele Sammenhæng med dette diplomatiske Anliggende var og blev dog en Hemmelighed, hvorimod det endelige Resultat blev, at Due, som nævnt, sendtes til Wien, medens Ministerposten i Paris i Samklang med Svenskernes Ønske blev betroet til en Svenske, om vi ikke mindes feil, til Friherre Knut Bonde.

I Wien levede derpaa Due ligetil Oktober 1871, da han efter en mere end halvhundreaarig Statstjeneste trak sig tilbage til Privatlivet og bosatte sig først i Kjøbenhavn, sendere (sidste Sommer) her i Kristiania, hvor han efter nogen Tids Sygdom afgik vid Døden den 16de Oktober s. A. Om end det norsk-svenske Ministerhotel i Wien ikke saaledes kunde blive et Samlingssted for Aristokratiet paa alle Samfundslivets Omraader, som den norske Statsmininsters Hjem havde været i Stockholm, hørte man dog kun en samstemmig Dom fra reisende Landsmænd om den smukke og redebonne velvilje, som i hine Aar fra 1859 - 71 altid mødte dem, der aflagde Besøg hos de forenede Rigers Repræsentant i Wien. Ogsaa derfra medbragte Frederik Due det Omdømme, som vil blive hans bedste Eftermæle, selv om der maa gives Afkald paa en mere fremragende Plads for han i vor Historie, at han var en vel begavet, dygtig og retsindig Embetsmand, i sit offentlige og private liv i en nobel, vennesæl, gammel Gentleman. Skjænt det er noget, som er selvfølgeligt, da det fulgte med hans høje Stillinger, bør det dog maaske nævnes, fordi det hører med til de biografiske Enkeltheder, at Due fra sin egen Konge og fra fremmede Fyrster i Aarenes Løb modtog en Mængde Tegn paa Anderkjendelse og Højagtelse i Form af Ordensdekorationer eller lignende Udmerkelser. Ved St. Olafsordenens Stiftelse den 21de August 1847 blev han Kansler ved denne Orden, hvis Storkors-Insignier han erholdt, da han tog Afsked fra Statsministerembedet, ligesom han tidligere var bleven Ridder af Serafimerordenen. Af andre Udmerkelser, der faldt i hans Lod, kan nævnes, at han i 1825 blev optaget som Æresmedlem af det svenske Rigsvidenskabsakademi og i 1829 som Medlem af Videnskabernes Selskab i Thronhjem. I 1828 blev han gift med en Datter af daværende Stiftamtmand i Kristiania, senere Statsraad Sibbern, nuværende Overhofsmesterinde hos Dronningen Fru Alette Due. I sit Ægteskab med hende havde Statsminister Due fem Børn, deriblandt den som som norsk-svenske Gesandt nylig fra Berlin til St-Petersburg forflyttede Diplomat Fr. Due.